Engang romantiserede vi det globale menneske. Nu længes vi efter tilhørsforhold og mening

(Kronikken blev bragt i Information d. 28/12 2023)

Af Asbjørn Riis-Søndergaard

Da vi for nylig lancerede vores hjemmeside, i forbindelse med at mit lille kommunikationsbureau skiftede navn, blev jeg stillet over for et tidstypisk valg: Skal vi skrive på dansk eller engelsk?

En banal problemstilling, vil nogle nok hævde, men ikke for en filosofiuddannet som mig, for hvem alle identitetsspørgsmål er eksistentielle. Normalt træffer jeg gerne hurtige valg baseret på faglighed og intuition, men da webudvikleren utålmodigt begyndte at tromme på tastaturet, begyndte ubeslutsomhedens nervøse dråber at pible frem på min pande. For engelsk virker så formelt og distancerende, men dansk er afgrænsende og lyder ikke så professionelt.

Jeg besluttede at klappe MacBooken i, gå en lille tur og se, om en pause ville få dette ufatteligt privilegerede dilemma til at løse sig selv.

Optimismen gav bagslag
‍
‍»Lad nu være med at overtænke det her,« sagde jeg til mig selv, idet jeg forlod det doucefarvede designerkontor på Nomad Workspace og hilste på en sydafrikansk instruktør på vej ud ad døren. Han havde jetlag, netop hjemvendt efter en måned i Beijing, hvor han skød reklamefilm for BMW.

Det er blevet hipt at være en digital nomade, der ubesværet kan arbejde overalt, bare der er wi-fi og kaffe. De franske filosoffer Deleuze og Guattari påpegede faktisk i værket Tusind plateauer, at vi bør flytte os mere rundt ligesom vores nomadiske forfædre. Det er bedre for planeten, hvis vi ikke laver industrielle bosættelser, asfalterer skovene og bygger cementblokke overalt. Vi skal leve mere cirkulært og let, så naturen kan nå at regenerere sig selv, tænker jeg, idet jeg går forbi de overfyldte skraldespande ved 7-Eleven på Fælledvej.

Globaliseringen og internettet har banet vejen for den type arbejdsliv, som foregår på engelsk. Globaliseringen var det fedeste, da jeg af tilfældige årsager endte med at gå i den internationale klasse på handelsgymnasiet i 00’erne. Francis Fukuyama havde afsluttet historien fra sit kontor i USA, og nu var der kun én vej frem. Der var ingen grænser for, hvad globaliseringen medbragte af fremgang, vækst og håb i form af MTV, Facebook og Apple. Og nå ja, klimaforandringer, som den daværende amerikanske præsidentkandidat, Al Gore, påpegede, også hang uløseligt sammen med tidens økonomiske optimisme.

Vi drømte om at arbejde internationalt, selv om ingen rigtig vidste med hvad. International Business på CBS havde det højeste optagelsessnit det år, jeg blev student. Vi var ikke danskere, vi var verdensborgere, ligesom filosoffen Diogenes erklærede sig i antikkens Grækenland. Min ven flyttede til London, og en anden fik job i Google og har boet i halvdelen af verden med sin halvt svenske og halvt mexicanske kone. Bag os lå ruinerne af Berlin-muren og de store ideologier. Foran os lå den gyldne liberale æra, der på sigt ville løse alle verdens problemer med dollar og brændstof.

Vi søgte autenticiteten i os selv op gennem 10’erne, men fandt ikke så meget, og mens verden begyndte at ramle, længtes vi efter tilhørsforhold og mening.

Men som jeg går der under Irma-hønen ved Søerne, tænker jeg på, om det overhovedet var så fedt med al den globalisering? Ud over den farlige naivitet over for verdens geopolitiske konflikter gav optimismen også menneskeligt bagslag. Den kosmopolitiske drøm handlede om storbyrejser, bling-bling og flygtige bekendtskaber fra New York, Paris og Tokyo. Men den medførte også en ironiserende selvoptagethed, tænker jeg og går forbi Den franske Cafe ved Sortedam, hvor forfatteren Martin Kongstad sidder på sin faste skriveplads og ryger smøger.

Jagten på autenticitet

Jeg kan spejle mig i Kongstads tekster. Vi søgte autenticiteten i os selv op gennem 10’erne, men fandt ikke så meget, og mens verden begyndte at ramle, længtes vi efter tilhørsforhold og mening. Ville jeg være mere mig selv, hvis jeg sagde farvel til storbyen, slog mig ned i provinsen og lod min dialekt triumfere? Og hvad med kærligheden, nu hvor man kan date i hele verden gennem en app, tænker jeg, men har svært ved at se, hvordan en kvinde, der ikke er vokset op i Danmark, skulle kunne forstå min romantiske hjemstavnsfølelse.

Jeg kan kun læse på dansk, indser jeg også, da jeg går videre ind mod byen og lander i litteraturbaren Brøg opkaldt efter Suzanne Brøgger. Det er jo ikke, fordi jeg ikke forstår engelsk, det kickstarter bare ingen følelser, forklarer jeg boghandleren, mens jeg bestiller en cortado og kigger længselsfuldt efter croissanterne. Filosoffen Ole Fogh Kirkeby forklarede mig engang, at den etymologiske betydning af ordet croissant er noget a la »tro på det gode i verden«, og sådan en velsignet smørbombe tager jeg selvfølgelig med på min videre vandring langs Nørrebrogade, som jeg aldrig har fundet ud af, hvor ender. På vej tilbage mod kontoret og den uundgåelige beslutning.

Min idé om, hvor verden starter og slutter, har ændret sig meget, siden jeg læste om den danske forsker Vitus Berings opdagelse af strædet mellem Canada og Rusland, som vores forfædre kunne vandre over i istiden. Den 80 kilometer lange strækning er en af årsagerne til, at Eske Willerslevs DNA-teser er sandsynlige. Vi kommer alle fra samme genetiske ophav, som siden har spredt sig på alle kontinenter. Sprog er bare forskellige lyde og tegn, der skal forklare det, vi oplever. Og på den måde kan Jokeren jo have ret i, at alt hænger sammen, som jeg for nylig hørte ham udtale i en podcast med Casper Christensen. Det er noget, han har indset efter at have spist sekret fra en tudse i Peru, der opløste hans ego i en psykedelisk rus, hvor han så Jorden ånde.

Det kommer vi måske alle til at se, når den nye bølge af globalisering med fokus på bæredygtighed for alvor skyller ind over verden. Den taler til noget fælles fornuftigt i os, tænker jeg og føler mig realistisk optimistisk, mens jeg går forbi skiltet, der viser, at 22.000 cyklister har krydset Dronning Louises Bro i dag. Men hvad betyder den grønne omstilling for en kvinde i Østeuropa, som gruer for en ny sovjetæra, eller familien i England, som er ved at gå fra hus og hjem, fordi vi ikke kan levere billig europæisk energi, når de nordatlantiske stjernenætter bliver for kolde?

Sprogets åndelige kraft

Forfrosne eller ej er det vel stadigvæk vigtigt, at vi prøver at forstå hinanden internationalt. Fordelen ved at vælge engelsk er jo også netop, at vi kan arbejde med kunder fra Harboøre til Hanoi, tænker jeg, men husker i samme øjeblik den vrede landmand, der kaldte sustainability for noget »værre kjøwenhavneri«, da jeg holdt foredrag i Himmerland. Jeg når lige at huske mig selv på, at jeg skal bruge min dialekt mere, fordi det skaber nærhed, da en mail tikker ind på min mobil.

En kunde beder os om at oversætte deres materiale til dansk, men foreslår, at vi bare bruger ChatGPT. Måske er vi den sidste generation, der evner at værdsætte ordenes åndelige kraft, tænker jeg udmattet og gider ikke engang begræde den slags tanker længere. En bekendt er blevet stenrig på at udvikle kunstig intelligens, der kan få enhver person på en video til at tale alle verdens sprog med et fingerknips. Nu skal man ikke kunne sprog længere, man skal bare trykke optag.

»Så hvad bliver det?« spørger webudvikleren, da jeg kommer tilbage på kontoret: »Dansk eller engelsk?«

Jeg kigger fortvivlet på en kollega, der sidder med et afventende smil på læben: »Website på engelsk, dansk på sociale medier,« svarer jeg impulsivt, stolt over at vise handlekraft.

»O.k., jeg indstiller, at Google automatisk oversætter efter IP-adressens lokalitet,« svarer han tørt og klimprer videre på tastaturet.

Ingen i rummet føler sig tilsyneladende ramt på identitetsfølelsen af den løsning.

Foto: Silke Hoelgaard